Jeg vil betegne de sidste 4 år af mit liv som ufatteligt udviklende på både godt og ondt. Egentlig startede det, da jeg var omkring 29 år. Jeg stod for at skulle flytte i min 3. lejlighed i min tid i Skanderborg og det faldt selvfølgelig sammen med, at jeg skulle til USA. Og det var ikke småting at skulle ud på den rejse. Faktisk har jeg nok flyttet ca. 5 gange så mange gange, som jeg har fløjet, så at skulle til USA var en STOR ting. Turen var vidunderlig og jeg ville gerne være blevet derovre. Specielt med tanke på hvad jeg kom hjem til: et rodet uudpakket hjem og det gik desværre kun en vej for mig og det var nedad. Jeg fandt mig selv i et hul så stort at det næsten var uoverkommeligt for mig at komme op af det igen. Jeg gik selvfølgelig til min læge, som bad mig vende tilbage til flere samtaler. Det endte ud med, at hun igennem en test fastslog, at jeg havde fået en depression! Det havde jeg ikke set komme og jeg brød mig heller ikke om ordvalget. Jeg blev tilbudt lykkepiller, men jeg er opdraget til, at den slags "skidt" skal man ikke tage og det var jeg rimelig kategorisk omkring. Istedet blev jeg sendt til psykolog og jeg endte ud på en rejse som var ikke mindre end fantastisk. Jeg troede at den største grund til, at jeg havde det, som jeg havde det, var fordi min mor efter lang tids sygdom var død og at jeg nu kun stod tilbage med en forfærdelig dårlig samvittighed over ikke at have været der nok for hende. Det viste sig, at jeg skulle dykke langt længere ned i mig selv og bl.a. finde ud af at den store selvtillid jeg for det meste altid har besiddet, ikke er det samme som selvværd og det var den jeg skulle på jagt efter. Det var på en gang sejt og fantastisk og ovenpå den rejse turde jeg prøve forskellige ting af, gå på jagt efter en kæreste, tage en ny uddannelse, skifte arbejde, flytte til en ny by, købe hus, pyha det kørte bare derudaf! Måske lige lovlig stærk!
0 kommentarer:
Send en kommentar